Sådan bygger du distribution ind i din e-bog, så den kommer ud til et kæmpe publikum

Få content marketing-guldkorn direkte i din indbakke

Sådan bygger du distribution ind i din e-bog, så den kommer ud til et kæmpe publikum

cchack7.jpg

Når du skriver en e-bog, er det afgørende, at du har styr på indholdet. Emnet skal være velvalgt. Teksten skal være velskrevet. Og det visuelle skal spille maksimalt. Når det er sagt, så er din distributionsstrategi endnu vigtigere. For hele ideen med at skrive en e-bog er at få så mange læsere som muligt.  

At “indbygge” distribution handler om at lave indhold, der er udformet til at blive delt. På blogs, sociale medier, hjemmesider, i nyhedsbreve og alle andre platforme, som dine læsere kunne være i nærheden af, når de tænker “det her stykke indhold vil jeg dele med mit publikum”.

Vi har før skrevet om, hvor vigtigt det er at lave blogindlæg, der er som skabt til at blive delt. Dengang var udgangspunktet, at der findes så meget indhold på nettet, at du ikke kan regne med, potentielle læsere finder dine udgivelser af sig selv. Det samme gør sig gældende for e-bøger.

Hvorfor er distribution så vigtigt? Fordi det største publikum til e-bogen ikke er dit publikum, men dine læseres publikum. 

I det her hack præsenterer vi fem metoder, som du kan bruge til at gøre din e-bog så delbar som muligt.

1. Lav din e-bog om til blogindlæg

Det her tip forudsætter, selvfølgelig, at du rent faktisk fører en blog, men hvis du gør, så er det en nem og effektiv metode til at sprede kendskabet til din e-bog. 

Hvis du bryder din e-bog ned i blogindlæg, kan du over en længere periode publicere indhold, der henleder læserens opmærksomhed på e-bogen. Og hvis du kan få dine læsere til at dele blogindlæggene, så har du pludselig en mulighed for at få din e-bog ud til et større publikum.

Så hvordan ‘bygger’ du den her distributionsmetode ind i din e-bog? Kunsten er at inddele din e-bog i afsnit, der kan fungere på egen hånd som blogindlæg. Helt simpelt.

Et blogindlæg kan have mange forskellige længder, men når du skriver din e-bog, så tilpas længden på de fleste afsnit, så de passer ind i dit format som blogindlæg.

Dette blogindlæg kunne eksempelvis være taget fra en e-bog om at lave e-bøger, hvori det udgjorde afsnittet om distribution.

Det behøver ikke være alle e-bogens afsnit, der kan fungere som blogindlæg (du skal meget nødigt gå på kompromis med kvaliteten af din e-bog, når du optimerer til distribution), men hovedparten er en realistisk målsætning.

2. Opnå delinger med infografikker

Nogle typer indhold skaber flere delinger på sociale medier, og infografikker er et af dem. Ifølge HubSpot bliver infografikker delt tre gange mere på sociale medier end nogen anden type indhold.

  • Hvis du bruger infografikker i din e-bogs visuelle design, så øger du sandsynligheden for, at dine læsere vil dele den. Infografikkerne skal selvfølgelig indgå i selve e-bogen, men du kan også publicere dem i en delevenlig version (som en helt almindelig JPG-fil) på din blog. Sørg for, at infografikkerne refererer tilbage til din e-bog, så alle, der har deres øjne på infografikken, får indprentet, hvor de kan få flere informationer om emnet.
  • Piktocharter et af de bedste stykker online sofware, du kan bruge til at lave infografikker. Programmet findes i en gratis udgave, der bestemt er brugbar, og i betalingsversioner til en overkommelig pris. Du kan også bruge Canva. Det er nemt og gratis, men indeholder ikke de samme udfoldelsesmuligheder som Piktochart.
  • Hvis du vil have inspiration til din infografikker, så er den her artikel fra NewsCred et godt sted at starte.

Vi har selv arbejdet med infografikker, og en af de mest vellykkede (hvis vi selv skal sige det) var den, du kan se i linket her om værdien af visuelt indhold.

3. Udnyt influenternes kraft

Influenter er de cirka tre procent af deltagerne i samtaler på sociale medier, som dikterer, hvad stort set alle andre brugere diskuterer og forholder sig til. Hvis du vil slå igennem på de sociale medier, bliver du nødt til at få influenterne til at omtale dit indhold. I det her tilfælde e-bogen.

CCH_Billede_2.jpg

Så hvordan gør du det? Start med at identificere, hvem influenterne er inden for dit område. Når du har gjort det, kan du udvælge en håndfuld, som du vil bruge i e-bogen. Tricket er nu, at få de udvalgte influenter nævnt eller omtalt i e-bogen på en naturlig måde, det virker plat, hvis du ligesom bare namedropper. Du kan eksempelvis henvise til et citat, en tekst eller en undersøgelse, som influenten har foretaget.

Hvis du har mulighed for det, så henvend dig direkte til den enkelte influent og spørg, om de vil dele e-bogen med deres publikum. Kan det ikke lade sig gøre at komme i direkte kontakt med influenten, så tag vedkommende i et opslag, hvor du henviser til e-bogen.       

Når influenterne klikker ‘del’, kommer dit indhold ud til et langt større publikum, og det ryger ind i loopet af emner, der bliver diskuteret på de sociale medier.

4. Brug gæsteskribenter

Den her er beslægtet med metoden, som du bruger til at opnå delinger ved hjælp af influenter (se punkt tre). Forskellen er, at hvor punkt tre sigter efter, at influenterne vil dele materialet, så skal gæsteskribenterne sørge for en mere omfattende promovering af e-bogen. Til gengæld skal du indvilge i, at gæsteskribenterne får lov til at sætte deres eget præg på e-bogen eller hvert fald dele af den.

  • Gæsteskribenter er, formentligt, kloge hoveder, som du shanghajer til at skrive et afsnit i din e-bog. De skal leve op til to kriterier: Gæsteskribenterne skal være vidende inden for det område, din e-bog beskæftiger sig med. Gæsteskribenter skal have et netværk, på sociale medier eller andre steder, som du er interesseret i at komme i kontakt med. De skal, altså, have enten en kvantitativ rækkevide (mange følgere) eller kvalitativ rækkevide (de rigtige følgere). Eller begge dele. Begge dele er rigtigt godt.
  • Gæsteskribenterne skal dele og omtale e-bogen på deres egne platforme inklusiv blog og nyhedsbrev. Hvad får de til gengæld? De får, selvfølgelig, lov til at skrive deres eget afsnit og dermed mulighed for at vise sig frem foran e-bogens publikum. De kan også blive tilbudt at bruge e-bogen som en anledning til at markedsføre deres egne produkter. Content marketeren James Scherer https://twitter.com/jdscherer var gæsteskribent på en e-bog og fik følgende boks med i afsnittet om bogens forfattere.

CCH_Billede_3.jpg

  • Der er også den mulighed, at du kan betale gæsteskribenter kontant. Her foreslår vi, at du bruger en incitamentsstruktur, som belønner det omfang e-bogen bliver distribueret i. Luke Kintigh, der er chef for Intels brandmedie Intel iQ, afregner gæsteskribenter efter et system som dette: 

CCH_Billede_4.jpg

5. Forær e-bogen væk

Nu er e-bogen jo gratis, så det ligger i sagens natur, at du forærer den væk. Men der er et strategisk potentiale her, altså, at du strategisk forærer e-bogen væk.   

Når du skriver e-bogen, bør du overveje hvilke organisationer, foreninger eller netværk, der kunne være interesseret i din e-bog. Er der et afsnit, du kan klemme ind i e-bogen, eller en måde du kan vinkle noget på, så der efterfølgende er aftagere, som vil dele e-bogen med deres publikum i et nyhedsbrev eller på deres hjemmeside? Så gør det.

Da vi hos Native Advertising Institute tidligere på året udgav en e-bog, fik vi FIPP (the worldwide magazine media association) til at dele e-bogen på deres hjemmeside. Det resulterede i en god portion downloads, som vi ikke kunne have opnået fra vores egne platforme.

CCH_Billede_5.jpg

HUSK: Når du får nogen til at dele, skal vedkommende dele linket til e-bogens landing page og ikke e-bogen som PDF. Ved sidstnævnte får du nemlig ingen sign-ups eller informationer om læseren. Og det er jo en af de vigtigste gevinster ved at lave en e-bog.

Når du giver dig i kast med en e-bog, bør du prioritere distributionsstrategi ligeså højt som selve produktionen. Det er meget fint at skrive godt og udvælge flotte billeder, men hvis ingen læser e-bogen, er det altsammen lidt ligegyldigt.

Derfor:

  • Skriv din e-bog, så den efterfølgende kan publiceres som blogindlæg
  • Lav nogle lækre infografikker der gør e-bogen mere delevenlig.
  • Udnyt influenternes kraft til at sprede kendskabet til din e-bog.
  • Brug gæsteskribenter,er promoverer e-bogen for deres publikum.
  • Indgå strategiske alliancer med foreninger og organisationer 

Må din e-bog finde vej til det store publikum!  


cchacks.jpgDette er Clever Content Hack nr. 15. Clever Content Hacks er en serie af blogindlæg fra Brand Movers, der hjælper dig med at skabe de bedst mulige marketing-resultater.

 

Kommentarer

Populære indlæg