Sådan skriver du en uimodståelig overskrift til et blogindlæg

Få content marketing-guldkorn direkte i din indbakke

Sådan skriver du en uimodståelig overskrift til et blogindlæg

cchack6.jpg 

Én ting er at lave indhold i verdensklasse. Noget helt andet er at få din målgruppe til at læse det. Og her er overskriften ikke til at komme udenom.

Din overskrift til et blogindlæg er dét enkeltstående element, der har allerstørst betydning for, om dit indhold bliver læst. Det er din store chance.

Hvis ikke din læser kommer igennem denne allerførste sætning, kommer hun aldrig ned til guldet i dit indhold. Og det gælder uanset, om hun læser overskriften inde på bloggen, på Facebook, på LinkedIn eller i Googles søgeresultater for den sags skyld.

Alligevel er det let at finde rigtig mange dårlige overskrifter, når man surfer rundt på internettets mange blogs. For en god overskrift skriver (desværre) ikke sig selv. Og det tager både tid og talent at ramme den lige i røven.

Derfor har vi dedikeret dette hack til at lære dig, hvordan du skriver en god overskrift til et blogindlæg, uden at det tager en hel eftermiddag.

Hvad er en god overskrift?

Du har ret. Vi må starte med at finde ud af, hvad en god overskrift er.

En god overskrift:

  • Fanger din læsers opmærksomhed
  • Kommunikerer essensen af dit blogindlæg
  • Lokker din målgruppe til at læse resten af indlægget
  • Tilbyder en gevinst i bytte for læserens dyrebare tid
  • Er kort og præcis
  • Indeholder dit primære søgeord

Wow. Det var ellers ikke så lidt, der skal til. Men hæng på. Med de følgende fem tips skulle det meget gerne blive meget lettere. Lad os gå i gang.

1. Begynd med en arbejdstitel

Giv dit blogindlæg en arbejdstitel, inden du skriver resten af indlægget. Det gør det meget lettere at gå i gang med teksten, når du én gang har kridtet banen op ved at få essensen af indlægget ind i en enkelt sætning.

Men lad være med at bruge for meget tid på finpudsning. Der er tale om en arbejdstitel. Når du først har blogindlægget på plads, kan du altid gøre overskriften perfekt, inden du publicerer.

2. Gør overskriften præcis

Præcision er nøglen til en god forventningsafstemning mellem dig og din læser. Og netop forventningsafstemningen er en af din overskrifts fineste formål.

Din overskrift skal kommunikere lige præcis det, dit indhold handler om og ikke mere – eller mindre. Overskriften må altså hverken over- eller undersælge dit blogindlæg, men skal hurtigt give læseren en god idé om, hvad indlægget drejer sig om.

Vi kunne for eksempel have valgt at kalde dette indlæg for “Den ultimative guide til overskrifter.” Det ville bare ikke være præcist. For det første fordi indlægget her specifik handler om, hvordan du skriver overskrifter til blogindlæg og ikke til for eksempel direct mails. Og for det andet – det er desværre ikke den ultimative guide. For med en enkelt søgning på Google kan vi hurtigt finde frem til meget mere omfattende indlæg om kunsten at skrive overskrifter.

3. Gør overskriften interessant

Din overskrift er nu både præcis og afstemmer forventningerne med dit publikum. Men det er ikke nok. Du skal også give læseren læseren lyst til at læse videre. Der er masser af teknikker, du kan bruge til at pifte din overskrift op. Du kan for eksempel:

  • Bruge alliteration – også kaldet bogstaverim. Du kan give din overskrift en god rytme ved at lade flere ord starte med samme bogstav. Et eksempel kunne være “Få flere følgere på Facebook”.
  • Bruge stærke ord eller fraser. Ord som for eksempel “hader”, “elsker” eller “forfærdeligt” kan give din overskrift kant. Men brug dem med omhu. Hvis alt er fantastisk, så er intet fantastisk. Og det bliver hurtigt et spørgsmål om at overgå sig selv i kraftudtryk.
  • Gøre tiden knap. Giv dine læsere en god grund til at læse dit blogindlæg nu og ikke i morgen. Dette indlæg kunne vi for eksempel have kaldt “Lær at skrive gode oversktifter til blogindlæg, før det er for sent” (uha, oh skræk).
  • Giv et tilbud, læseren ikke kan modstå. “What’s in it for me?” Det er et spørgsmål, vi konstant stiller os selv. Derfor skal du give din læser en rigtig god grund til at bruge den tid, det tager at læse dit indlæg. Vores overskrift lover for eksempel, at du bliver bedre til at skrive overskrifter til blogindlæg, hvis du bruge de ti minutter, det cirka tager at læse indlægget.

Når du skal gøre din overskrift interessant, kræver det, at du har en rigtig god forståelse for dine modtagere. Den kan du for eksempel få ved at udarbejde personaer. Og når du først har helt på plads, hvem dine modtagere er, har du også mulighed for at bruge din virksomheds unikke tone of voice, der gør indholdet genkendeligt hos modtageren.

4. Gør overskriften kort

Der findes ikke et entydig svar på, hvor lang en overskrift til et blogindlæg må være. Det kommer helt an på, hvad målet er.

  • Skal blogindlægget generere den maksimale mængde organisk trafik, er det for eksempel vigtigt, at overskriften ikke er længere end det antal tegn, Google kan vise i søgeresultaterne. Det er i skrivende stund cirka 50-60 tegn inklusive mellemrum.
  • Hvis sociale medier på den anden side er jeres vigtigste kanal, er det nogle helt andre antal tegn, der gælder. En undersøgelse fra HubSpot viser, at overskrifter med 11-14 ord bliver delt mest på sociale medier http://blog.hubspot.com/marketing/seo-social-media-study.

5. Optimér opskriften til læseren, SEO og social

Som content marketer er der mange hensyn, du skal tage, når du skriver indhold. Det gælder ikke bare overskriften – men tekst i det hele taget. For dit content skal både være optimeret til læseren, søgemaskinerne og de sociale netværk. Det er imidlertid vigtigt, at optimeringen sker i nævnte rækkefølge – at du først og fremmest har din læser i tankerne, når du skriver din overskrift.

Nøglen til at optimere dit indlæg til både læser, søgemaskiner og sociale netværk ligger i brugen af søgeord. Dit søgeord er det ord eller den frase, du ved hjælp af en søgeordsanalyse har fundet frem til, at din primære persona bruger om emnet for det indhold, du er ved at producere. Derfor ved du også, at din persona vil reagere, når han eller hun ser netop det ord i søgeresultaterne eller i feedet på Twitter, LinkedIn eller Facebook.

Derfor kan du med fordel placere dit primære søgeord så tidligt i overskriften som muligt for at få læserens opmærksomhed.

Hvis din overskrift oveni købet er så kort, at den både kan retweetes og kommenteres med 140 tegn, er du godt kørende.

6. Test overskriften på dine kolleger

Når du har arbejdet grundtigt med din overskrift, er det tid til at få andre øjne på sagen. Brug dine kolleger, når du skal finpudse din overskrift. De kan garanteret se ting, du har stirret dig blind på.

Tag for eksempel udgangspunkt i de tre til fem bedste udgaver af overskriften, du selv kan komme op med. Skyd dem så frem og tilbage, til I til sidst finder frem til en, der både:

  1. fanger din læsers opmærksomhed
  2. kommunikerer essensen af dit blogindlæg
  3. lokker din målgruppe til at læse resten af indlægget
  4. tilbyder en gevinst i bytte for læserens dyrebare tid
  5. er kort og præcis og indeholder dit primære søgeord

Når du kan sige “Yes, sir” til alle fem punkter, er der kun tilbage at klappe dig selv på skulderen (eller få en kollega til det). Du har nu øget sandsynligheden for, at dit blogindlæg bliver både delt, læst og liket.

God fornøjelse.


cchacks.jpgDette er Clever Content Hack nr. 14. Clever Content Hacks er en serie af blogindlæg fra Brand Movers, der hjælper dig med at skabe de bedst mulige marketing-resultater.

 

Kommentarer

Populære indlæg