Mobilen er native advertisings nye bedste ven

Stine Andersen

Både brands og markedsføringsfolk er stadig ved at vænne sig til tanken om native advertising, og mange står stadig kun med tæerne i det kolde, ukendte vand og tøver med at hoppe i. Men meget tyder på, at det er på tide at tage springet - især fordi nye undersøgelser viser, at native ads klarer sig uhyggeligt godt på mobile platforme, som ellers kan være svære at annoncere på.

Dette bliver der gået i dybden med i et indlæg fra Digiday, hvor der tegnes et billede af, hvordan native advertising lige nu klarer sig på mobile enheder. Her får du nogle af hovedpointerne.

Større skærme betyder nye spilleregler

Med indtoget af iPhone 6 og andre lige så store smartphones, bliver det mere og mere klart, at vi som forbrugere kommer til at konsumere en stadig større del af vores indhold på mobile enheder.

Imidlertid er marketingfolk endnu ikke gode nok til at skabe indtjening på disse platforme, hvilket betyder, at de må gå i tænkeboks for at gennemskue, hvordan man markedsfører på de små skærme. Man har hurtigt kunnet konkludere, at bannerannoncer absolut ikke gør sig godt på mobile enheder, men til gengæld tyder nye undersøgelser på, at native advertising, tilpasset de mindre formater, er vejen frem. F.eks. viser en undersøgelse fra Marin Software, at Facebooks newsfeed-annoncer, der kun dukker op på mobiler, får 187% flere kliks end de reklamer, som er tilpasset computere.

Selvfølgelig er der en række ting som påvirker, hvordan native reklamer performer. Det har eksempelvis en positiv effekt, hvis de ligger inkorporeret på et site, hvor de ligner det øvrige redaktionelle indhold. Dog må man heller aldrig vildlede læserne, så de først sent opdager, at der er tale om sponseret indhold, for så giver effekten bagslag. Et andet aspekt er, at det er svært at skalere native ads sammenlignet med f.eks. bannerannoncer.

Har du svært ved at veje for og imod brugen af native advertising på mobile enheder, så er der her fem nye statistikker, der giver dig et overblik over bl.a. klikrater og engagement i forhold til native advertising.

1. Det gennemsnitlige antal kliks på native ads er højest på smartphones med et gennemsnit på 0,27 - til sammenligning er tallet 0,11 for computere og 0,24 for tablets.

2. Læserne bruger i gennemsnit længere tid på native ads på deres smartphones (217 sekunder) i forhold til på tablets (113 sekunder) og stationære computere (129 sekunder).

3. Hvis man udelukkende ser på engagementet opdelt efter tema i det sponsorerede indhold, så har nyheder den højeste klikrate, herefter kommer livsstilsstof og i bunden ligger finansstof. Til gengæld bruger læserne kortest tid nyhederne og længst tid på det finansorienterede indhold.

4. Engagementet er størst på indhold med humor eller satire (1,72) og lavest på internationalt indhold (1,3). I midten ligger how-to-indhold (1,68) og kundehistorier (1,52).

5. Markedsføringsfolk foretrækker stadig at købe native tilpasset computere - kun 27% vælger at købe native ads til mobile enheder.

Så selvom en undersøgelse fra Sharethrough viste en stigning på 309% i antallet af native ads til mobiler fra januar til november 2014, tyder det på, at ikke alle er klar til at hoppe i det sponsorerede hav. Uanset om du tror på native til mobile enheder eller stadig er i den skeptiske lejr, så tyder meget på, at du skal til at vænne dig til tanken om sponseret indhold. Det kolde vand er måske ubehageligt i starten, men du vænner dig hurtigere til det, hvis du blot tager springet i stedet for kun at stå med tæerne i. Og skynd dig - mange brands er allerede hoppet i, og de lærer hurtigt at svømme i det.

Du kan læse hele indlægget her, hvor du også kan finde grafer for de forskellige statistikker.

Originalt billede: download.net.pl / Flickr 

New call-to-action

Få tips og tricks til digital marketing i vores nyhedsbrev

Der er ingen kommentarer endnu.

Vær den første til at kommentere.