Sådan kommer du i gang med at podcaste

Tea Sletved

Det er bare jer to, helt alene sammen. Time efter time. Ikke en eneste gang bliver du afbrudt, og din stemme er efterhånden blevet en velkendt gæst i øregangene hos din lytter.

Det er podcast, vi taler om her, og det helt unikke i at du via din stemme kommer ud med indhold til dit publikum på en intim, tillidsvækkende og troværdig måde.

Podcast har for længst vokset sig stor i USA, men de sidste par år er flere og flere også herhjemme begyndt at lytte til podcasts, og det er en fantastisk mulighed for dig til at få noget enetid med dine ønskekunder.

Podcast giver nemlig ifølge flere undersøgelser mere engagement end du kan få ved at blogge, og publikum hænger på længere tid, blandt andet fordi de kan have dig i ørerne, i mens de kører til arbejde, løber eller støvsuger.

Og så kræver podcast faktisk ikke meget mere end en optager, lidt redigering og dig. Du skal bare lige komme dig over, hvis du synes, din stemme lyder mærkelig, når du bliver optaget, skrækken ved at skulle tale til kæmpe publikum (lad os nu tænke stort) og din eventuelle teknikforskrækkelse (bare rolig, det er virkelig ikke ret teknisk).

Men selv om det bedste råd til at lave podcast er … at komme i gang, så skal du, inden du kaster dig over projektet gøre dig klart, at det som med alt andet indhold, du forsøger at opbygge et publikum til, kræver tid og kræfter at stable en podcast på benene, som er værd at lytte til.

Selv om du er er en gudsbenådet taler, så kommer du ikke uden om planlægning, produktionstid og vedholdenhed - dine lyttere skal vide, hvad de skal komme tilbage efter og hvornår.

Med hacket her får du vores nemme guide til at komme i gang med din podcast. Flere afsnit kunne trække et helt hack for sig selv, for eksempel hvordan du finder det rette udstyr.

Hacket viser dig, hvordan du kommer i gang med at lave noget, der er værd at lytte til ved at skrue et ordentligt koncept sammen, og hvordan du bedst sikrer dig, at din podcast får den opmærksomhed, den helt sikkert fortjener.

Sådan kommer du i gang med at lave podcasts

Dediker dig!

Du har læst og hørt det en lille milliard gange før, men det er fordi, det er rigtig. Hvis du vil opdyrke et publikum til dit indhold, og det uanset medie og form, så kræver det, at du dedikerer dig.

Og selv om podcast måske umiddelbart virker som rimelig let at gå til, så kræver det stadig en portion arbejde fra ide til der ligger en lækkert og færdigredigeret podcast i iTunes. Så. Hvis det er hver torsdag, du annoncerer, at du kommer med en ny podcast, så ER det hver torsdag.

Vil du gerne have, at dine lyttere skal tage dig seriøst, så skal du også tage din egen podcast seriøst. Så er den sådan set ikke længere.

Få en ide og lav et koncept

Hvad skal din podcast handle om? Som med alt andet, så bliver det bare bedst, hvis du har hjerteblod og et tons viden lagt i dit indhold. Tag udgangspunkt i det område, der interesserer dig selv allermest indenfor dit fagområde, og find så spændingsfeltet mellem det, og hvad der interesserer dit ønskepublikum allermest. DER skal din podcast have sit afsæt.

Podcast er blevet en ret populær måde at komme ud med sit indhold, så der findes podcasts om snart sagt det meste. Men du skal ikke lade dig slå ud af, af dit område allerede ser ud til at have rigeligt med kloge ord til ørerne. Din opgave bliver så at finde en særlig måde at gå til dit stof på og give det et twist, der gør, at din podcast skiller sig ud.

Anskaf udstyr

I princippet kan du optage på din iPhone og anskaffe dig et gratis program til optagelse og redigering af lyd, og så er du rustet til at lave en simpel podcast. Du kan også anskaffe dig udstyr, som er et professionelt radiostudie værdigt. Hvad det koster dig at komme i gang, bestemmer du altså selv, det vigtigste er, at lyden bliver så god som muligt.

Vi vil derfor anbefale, at du starter med at anskaffe dig en mikrofon for at sikre et vist lydneviau, og så kan du bruge nogle af de mange billige eller tilmed gratis og udemærkede programmer, der findes til blandt andet redigering. Hen ad vejen kan du så købe til alt efter, hvad du erfarer vil kunne tilføre kvalitet til dit indhold. Gode hovedtelefoner er et must, når du redigerer. Læs mere om udstyr her.

Redigering

Hvor meget du vil redigere i din optagelse afhænger af dit format. Har du andre mennesker med, kan det være nødvendigt at redigere. For selvom du er god til at holde dig til emnet, så kan du måske ikke forhindre end gæst i at tale sig ned af en sidevej.

Det kan give mere ro til både dig og for gæster, hvis du ikke behøver at sidde på nåle over hosteanfald og øhbøher detours, fordi du ved, det kan klippes ud. Udstyr og hvordan du redigerer kræver et indlæg for sig selv, men du kan læse mere her og hvis du har mod på det, kan du downloade det gratis redigeringsprogram audacity, som anbefales af flere populære podcastere.

Format

Er det et one man show, hvor du gennemgår problemstillinger fra din branche? Det giver dig selv lang taletid (hvilket er tid sammen med lytteren), men den kan også være svært at udfylde med meningsfuldheder i længden.

Derfor er det en rigtig god ide at invitere andre med din podcast, bl.a.også for at få eksperter ind med kompetencer, der øger brugbarheden af din podcast for din målgruppe. Her er tre formater for dit podcast, hvis du er i tvivl, så prøv dig frem og tag den form, hvor du fungerer bedst og brænder mest igennem med det, du gerne vil ud med. Det er ikke altid til at vide på forhånd.

  • Interview: Inviter eksperter på dit område til interview i din podcast.
  • Podcast med dig i centrum: Her kloger du dig på dit felt og lærer fra dig.
  • Bruger-fokuseret podcast: Baseret på svar til dine brugeres spørgsmål. Det kan enten være spørgsmål stillet direkte til dig eller spørgsmål, du får hjælp til at svare på.

Længde: De fleste podcasts holder sig under en time. De behøver ikke holde tiden på minuttet, men de skal have nogenlunde samme længde hver gang, så dine lyttere ved, hvad de kan forvente.

Manuskript

Jeps, den er god nok. Selv om du er mega sej til at freestyle OG holde dig til emnet, så sikrer et manuskript, at du har tænkt podcasten igennem og har noget, som får dig fra A til B, hvis du alligevel mod forventning skulle ryge ud af en tangent.

Jingle

Genkendelighed er vigtigt, når du laver noget, du gerne vil have folk til at komme tilbage til, og her er en jingle samtidig det, der er med til at sætte scenen for din podcast.

Det lille stykke kendingsmusik kan på samme måde, som du sikkert kender det fra billeder til blogposts hentes flere steder, blandt andet freesound og soundcloud  og så er det ellers bare at lytte derudaf, til du finder det, der lige rammer din podcasts sjæl.

Find et navn

Hvad du kalder din podcast er selvfølgelig ikke ligegyldigt. Det er vigtigt, at navnet dækker over det, du taler om, så det er let at afkode OG så det dukker op, når nogen søger på det, du podcaster om. Det betyder, at selv om du har fundet på et rigtig sjovt ordspil, så gælder det ligesom en overskrift på et blogindlæg – det skal fortælle, hvad dit publikum kan forvente at få her.

Et coverbillede

Det er det første, folk ser, når de støder på din podcast, så det skal se godt ud! Du skal også bruge et billede, når du uploader din podcast i for eksempel  iTunes og BluBrry.

Du kan finde et foto på en af de gratis billed-sites, få lavet noget lækkert hos en grafiker eller bruge et foto af dig selv, hvis det vel at mærke er dig, der er centrum i din podcast. Husk, at titlen på din podcast skal stå på coveret.

Og et website

Hvis du allerede har et site med en blog, så brug den. Alternativt kan du lave et nyt site. Det behøver ikke være spor fancy, det skal primært bruges til at fortælle kort om din podcast - og selvfølge lede dine lyttere hen til din podcast ved at fortælle, hvordan de får fat i den.

Skriv et lille afsnit om hver episode, og sørg for at bruge de rigtige søgeord, der gør Google glad for dig og får interesserede lyttere fanget ind. På siden skal du også hjælpe dit publikum til din podcast med masser af forskellige muligheder og knapper, så dine lyttere med det samme kan trykke sig ind på et bestemt afsnit i iTunes, ligesom du selvfølgelig også gør det nemt at dele dine podcast på de forskellige sociale medier. Wordpress er en populær løsning.

Host

Der er flere steder, du kan hoste din podcast uden at det er det, der kommer til at vælte læsset for dig økonomisk, for eksempel iTunes, Stitcher.com, Soundcloud.com, Blubrry.com og Podbean.com.

NB: Sørg for, at du fra start får sat et RSS feed op til din podcast, som kun indeholder din podcast. Sagt med andre ord, du skal EJE dit RSS feed (hvilket ikke er muligt på Soundcloud og podbean). Læs mere om hvordan her. 

Sociale Medier

Din podcast skal ud og leve! Skub den på vej på de sociale medier. Hold øje med, om der er opmærksomhed omkring noget, hvor det giver mening at bidrage med din podcast.

Så. Nu har du været igennem hacket for, hvordan du kommer i gang med at lave podcast, og du skulle gerne have en god fornemmelse for, hvad det kræver af dig, at få en succesfuld podcast på benene.

Det kræver nemlig, at du har styr på:

  • Koncept og format - dit indhold skal være fantastisk og præsenteres ligesådan
  • Udstyr - lyden skal være god, ingen kan holde ud at lytte til elendige optagelser
  • Website - præsenterer din podcast
  • Sociale medier - får din podcast ud at leve

God fornøjelse.

New call-to-action

Få tips og tricks til digital marketing i vores nyhedsbrev

Kommentarer (1)