6 strategiske råd: Sådan får du styr på Instagram

Få content marketing-guldkorn direkte i din indbakke

6 strategiske råd: Sådan får du styr på Instagram

Hvis du overvejer at kaste din virksomhed over den amerikanske foto- og videodelingsapp, får du her seks gode råd med på rejsen.

1. Tilpas indholdet til din målgruppe

Glitrende smykker, smukke kvinder og finpudsede fashion-billeder. Der er ikke noget at sige til, at Pandora på kun et år har fået over en halv million følgere på Instagram. Men der skal mere til end flotte billeder, hvis du for alvor vil engagere dine brugere på det sociale medie. Pandoras succes skyldes, ifølge Bianca Nesgaard, Director for Brand Activation hos Pandora, at virksomheden har en god fornemmelse for, hvilket indhold og hvilken kommunikation der passer til deres målgruppe på mediet. Det betyder bl.a., at deres indhold ofte er små style-opdateringer og sneak peeks, hvor brugerne tagger og interagerer med hinanden.

2. B2B-virksomhed: hop på!

Instagram har siden sin begyndelse i 2010 været overrepræsenteret af unge piger, hotte hipsters og prangende fashion-brands, men i dag er Instagram en platform for alle. Også virksomheder, der sælger mindre fotogene produkter inden for B2B-området. General Electric (GE), der udvikler, producerer og markedsfører elektricitets- relaterede produkter, har for eksempel formået at skabe en enorm succes ved fortælle personlige virksomhedshistorier med usædvanlige billeder af høj kvalitet og ved aktivt at integrere slutbrugerne i content-produktionen.

3. Du skal være autentisk

Selv om Instagram er enormt i USA, og der er god inspiration a la GE at hente, skal du dog passe på med at læne dig for meget op ad vores amerikanske forbundsfæller, mener forsker i sociale medier på Aarhus Universitet Jesper Tække. Du kan godt finde inspiration hos amerikanske virksomheder, men det er vigtigt at huske på, at vi er to forskellige kulturer.

“Vores humor, opfattelse af æstetik og måde at indgå i fællesskaber på er eksempler på områder, hvor vi adskiller os fra amerikanerne. Derfor er det vigtigt, at man på sociale medier som Instagram tilpasser sig sine brugere snarere end ser på, hvad der sker i udlandet.”

Jesper Tække påpeger samtidig, at autenticiteten er helt afgørende på sociale medier som Instagram.

“Kendte kvinder smider makeuppen, og virksomheder skal tage brugerne med om backstage. Det er en naturlig udvikling, fordi det i dag er nemt at finde alle mulige informationer om både private og virksomheder. Derfor skal man vise hele billedet af sin virksomhed for at være troværdig som afsender. Det stiller krav til, at man etisk kan stå inde for alt, man gør, og lader handling følge ord – ellers er det meget farligt at invitere andre med bag scenen. Men når man inviterer omverdenen indenfor, f.eks. ved at vise, hvad virksomhedslederen laver i dag, skaber ærligheden troværdighed. Man kan sige, at med de sociale medier er intern kommunikation blevet til en form for ny ekstern kommunikation.”

4. Skab dynamisk visuelt indhold

En anden generel tendens, som Jesper Tække oplever, er, at det visuelle indhold på de sociale medier bliver mindre og mindre statisk. Korte videoer, som dem, du ser på f.eks. Vine (et socialt medie, hvor man udelukkende kan uploade og dele korte videoer), vinder frem – både som storytelling-redskab, men også som grundlag for engagement.

5. Inddrag brugerne

Pandora InstagramJesper Tække mener, at de virksomheder, der formår at integrere deres brugere aktivt i content-produktionen og stadig holde et stramt koncept, får succes i fremtiden. Han fremhæver LEGO som et godt eksempel, fordi virksomheden er god til at arbejde med brugergenereret indhold baseret på en community-kultur. De lader brugerne lave deres egne små LEGO-film og -billeder, som samtidig fungerer som en eksponering af brandet.

“Hvis man som LEGO kan give sine brugere en skabelon og på den måde aktivt inddrage dem i sit brand, kan man komme langt i forhold til at skabe engagement og loyalitet, fordi man giver sine brugere et ejerskab i virksomhedens identitet. Men som alt andet er det en balancegang, for det kan også give bagslag på de sociale medier, hvis man ikke har kontrol med, hvad brugerne uploader. Derfor er det vigtigt, at man har en klar strategi og bevidst vælger de områder, hvor man inddrager brugerne,” siger Jesper Tække.

Han bakkes op af Bianca Nesgaard fra Pandora, som selv aktivt opsøger brugerne ved at like eller skrive en personlig kommentar på nogle af de billeder, der bliver tagget med Pandora af deres globale fanskare.

6. Vælg den rigtige

Du skal ikke bare sætte hvem som helst til at styre dine sociale medier, mener David Ledstrup, der er ekspert i sociale medier hos Bigum & Co. Der er tre overordnede kvaliteter, du skal se efter i sådan en medarbejder:

1) Det skal være en person, som (naturligvis) har nogle stærke sociale kompetencer, og som dertil elsker at være på hele tiden – det er et fuldtidsjob at have ansvaret for sociale medier.

2) Dernæst skal personen kende virksomheden ind til benet og have berøring med alle lag af virksomheden.

3) Personen skal ikke mindst være opsøgende. Hun eller han skal være god til at starte samtaler, ikke bare reagere på kommentarer osv.

Apropos sociale medier - vil du vide, hvordan du kan skabe den optimale Twitter-profil til din virksomhed, så tag et kig på indlægget her.  

Foto: PR

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Content Marketing Magazine #5. Modtager du ikke allerede magasinet? Tegn et gratis abonnement her.

Gratis e-bog: Få mere trafik og flere leads

Kommentarer

Populære indlæg