Jay Baer: Hvis du hjælper, kan du skabe kunder for livet

Få content marketing-guldkorn direkte i din indbakke

Jay Baer: Hvis du hjælper, kan du skabe kunder for livet

Jay BaerDrop salgstalerne og fokusér på kvalitetsindhold, som kunderne rent faktisk ville betale for at modtage, hvis du bad dem om det. Det er vejen til at få succes med content marketing, mener Jay Baer, der har skrevet New York Times-bestselleren Youtility.

"Forestil dig, at dit indhold er så godt, at folk er villige til at betale for det. Det handler om at hjælpe kunderne i stedet for at hype endnu et produkt.”

Selv gennem en knitrende telefonforbindelse tværs over Atlanten er det umuligt ikke at lægge mærke til begejstringen i stemmen. Den tilhører amerikanske Jay Baer, der står bag begrebet Youtility, som også er navnet på hans bestsellerbog om content marketing. Kort fortalt er tanken bag Youtility at lave marketing, som folk rent faktisk har lyst til at modtage. Det handler om at skabe content marketing, der er så brugbar og værdifuld, at folk ville betale for den, hvis man bad dem om det.

”Grundlæggende har man lavet marketing på samme måde de seneste 100 år. Man har fundet en kernemålgruppe og håbet på, at ens budskab var relevant for nogle af dem. I dag fungerer den slags massekommunikation ikke lige så godt, som den gjorde engang. Der er mange flere ting, som kæmper om vores opmærksomhed, og forbrugere stoler ikke længere i samme grad på virksomheder. Frem for at fortælle folk, hvilket fantastisk produkt virksomheden sælger, bør vi i stedet for spørge, hvad vores målgruppe interesserer sig for,” lyder det fra Jay Baer.

Gør en forskel

Hvis ens marketingstrategi grundlæggende går ud på at råbe højt og længe om et produkts fortræffeligheder, er der en god chance for, at målgruppen for længst har skiftet til en anden tv-kanal, en anden hjemmeside eller et helt tredje medie.

Vil du have kundernes opmærksomhed, er du nødt til at stille et helt simpelt spørgsmål; Hvordan kan jeg gøre en forskel for dem?

”I dag konkurrerer virksomheder ikke kun mod andre virksomheder om kundernes opmærksomhed. De kæmper også mod kundernes venner og familie, fordi vi bruger en stor del af vores tid på sociale medier og ikke længere blot på de traditionelle massemedier. Derfor skal virksomhedens budskab gøre en forskel for kunderne for ikke at blive sorteret fra,” fortæller Jay Baer og fortsætter:

”Tanken om, at ens private og professionelle liv er adskilte, virker næsten latterlig i dag. Vi stoler på vores venner og har tillid til deres holdninger. Hvis virksomheder skal have succes, bliver de nødt til at være nyttige og troværdige, på samme måde som vores venner er nyttige og troværdige.”

Tillid til venner, ikke virksomheder

En undersøgelse fra analyseinstituttet Nielsen har vist, at 92 pct. af amerikanerne stoler på budskaber fra deres venner, mens kun 47 pct. stoler på budskaber, der har virksomheder som afsender.

Content marketing, der gør en forskel

Som eksempel på marketing, der gør en forskel for forbrugerne, nævner Jay Baer en annonce, som solcremeproducenten Nivea bragte i det brasilianske magasin Veja Rio. Printannoncen indeholdt et integreret solcellepanel, der gjorde det muligt for magasinets læsere at oplade deres mobiltelefoner, mens de lå på stranden.

Fokus på forbrugeren

Ifølge Jay Baer er det netop, når virksomheden formår at hjælpe forbrugerne, at man skaber en længerevarende relation. Gør en forskel for dine kunder, og de vil elske dig for evigt.

Det lyder besnærende simpelt. Men vejen dertil kan være kringlet og kræver, at man som virksomhed accepterer to ting. For det første at ens egne produkter ikke længere står i centrum for marketingindsatsen – den skal derimod fokusere på forbrugernes behov. For det andet skal man som virksomhed indse, at der er tale om en langsigtet investering.

”Hvis du sælger noget, har du skabt en kunde i dag. Hvis du hjælper en, kan du skabe en kunde for livet. Youtility handler om at give indhold væk og indsamle indtægter senere. Derfor siger jeg heller ikke, at content marketing er den eneste form for markedsføring, du skal lave. Youtility virker på nogle få mennesker på ét tidspunkt,” forklarer Jay Baer.Ikea content marketing

Tal med dine kunder

Første skridt på vejen til at skabe indhold som forbrugerne vitterlig efterspørger, er at snakke med ens kunder og lære dem bedre at kende. Og i den sammenhæng spiller enhver virksomheds kundeservice en afgørende rolle – det er nemlig de medarbejdere, som taler med forbrugerne hver eneste dag.

”Den bedste måde at komme i gang på er ved at udarbejde den ultimative liste over alle de spørgsmål, som kundeservice besvarer hver dag. Det er den nemmeste måde til at finde ud af, om virksomheden har gjort en forskel for kunder i dag,” lyder rådet fra Jay Baer.

Om Jay Baer

Jay Baer

Jay Baer er ekspert i content marketing og digital marketing. Han har rådgivet mere end 700 brands siden 1994 og har blandt andet samarbejdet med med Nike, Wal-Mart og Oracle.

Jay Baers blog, Convince & Convert, er rangeret som en af verdens bedste content marketing ressourcer på internettet.

Han er forfatter til bogen Youtility, der har ligget i toppen af New York Times’ bestsellerliste.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Content Marketing Magazine #2. Modtager du ikke allerede magasinet? Tegn et gratis abonnement her.

Kommentarer