Sådan får du mest muligt med hjem fra en konference

Få content marketing-guldkorn direkte i din indbakke

Sådan får du mest muligt med hjem fra en konference

Min erfaring siger mig, at der er to grundlæggende principper, som gælder for konferencedeltagere:

  • De vil gerne hjem med ny viden i bagagen
  • De gider ikke kede sig undervejs

De fleste er i sagens natur taget på konference (eller blevet sendt afsted) for at blive klogere og efterfølgende kunne bidrage med noget til virksomheden. Men samtidig er sandheden jo også, at en konference for mange opfattes som et break – en lille pause fra det ‘rigtige’ arbejde.

Jeg har i min tid som konferencearrangør mødt mange konferencedeltagere, og jeg har selvfølgelig set og hørt en ting eller to, når jeg har suset rundt langs panelerne. De konferencedeltagere, som oftest giver udtryk for, at begge principper blev opfyldt, er dem der:

  1. Indser, at det ikke kun er et break
  2. Har en eksekverings-plan klar for dagen

Punkt 1 må stå for din egen regning, men punkt 2 kan jeg hjælpe dig med. Nedenfor følger en plan for, hvad du skal gøre før, under og efter konference for at få en succesoplevelse i bagagen.

Før konferencen

Sæt mål der tager udgangspunkt i programmet

Hvad er det egentligt helt præcist, du vil have ud af konferencen? Sæt dig ned og formulér dine konkrete mål, inden du tager afsted. Det kan være, at vil vil gå efter at få konkret sparring på MarTech-værktøjer eller CRM-systemer af folk med erfaring, det kan være, at du vil opsøge potentielle nye kunder, eller det kan være, at du vil finde et nyt konsultenthus at samarbejde med. Skriv det ned – det forpligter mere end strøtanker.

Hvem skal du mødes med?

Der findes mange forskellige typer konferencedeltagere. Der er Svampen, der kommer for at læse ALT, Superfanen, som kommer for at møde sit idol (som typisk er Keynote Speakeren), og Udbryderkongen, som kommer for at slippe for arbejde.

Og så er der Networkeren – personen, som kommer for at lære nye branchefolk at kende.

Uanset om du er networker eller ej, bør du sætte dig ind i, hvem du kan løbe ind i på konferencen. Selvom du kender emnet for konferencen og ved, at du kan blive klogere på dit felt alene ved at møde op, er det en rigtig god idé at undersøge, om der er bestemte talere, cases eller deltagere, som er interessante for dig at komme i snak med. De kunne jo være kommende kunder eller kolleger.

Skal chefen overtales om, at du må deltage? Få vores bedste overtalelsesfif her.

Hold dig organiseret

En (vel)forberedt konferencedeltager har altid styr på sine rekvisitter. Pak notesbog, kuglepen, computer (inklusiv oplader eller powerbank!) og visitkort.

Og husk at aktivere dit autoreply på din mail, så du på dagen ikke behøver at stresse over at skulle svare på e-mails.

Under konferencen

Kom i god tid

Du kender det godt. Det er voldsomt irriterende, når personer kommer larmende (selvom de forsøger at liste) til møder fem-ti-femten minutter efter det tidspunkt, som der stod i indkaldelsen.

Men selvom irritationen over den slags kan være stor, så er det faktisk ikke (kun) derfor, at du skal komme i god tid. Du skal komme i god tid, så du kan nå at få kaffe i koppen og morgenmad på tallerkenen, få den bedste plads og nå at networke lidt inden gong-gongen lyder.

Del jer, sagde Langlænderen

Det er så dejligt trygt at have en kollega ved sin side hele dagen. Men trygheden har altså også tendens til at sætte en stopper for nye relationer. Sørg for, hvis I kommer flere, at fordele jer – der er ingen grund til at sidde sammen med de samme mennesker, som du sidder med til daglig. Nye indsigter er lettere at finde i nye selskaber.

Måske har du og din kollega endda forskellige behov, så, hvis der er flere konferencespor, kan det være en fordel at dele sig.

Styrk kunderelationerne

Nu har jeg efterhånden slået fast, at konferencer er et oplagt sted for ny læring. Men jo ikke kun for dig. Det gælder også for dine forretningsforbindelser, samarbejdspartnere og kunder, og det kan du lige så godt udnytte ved at invitere dem med – så jeres viden følges af.

Planlæg eventuelt at slutte dagen af med en middag, hvor I kan gå i dybden med dagens output og diskutere, hvordan I i fællesskab kan få mest ud af jeres nye viden.

Kast dig ud i nye spændende samtaler

Er du en modig marketer (og det er du jo), vover du gerne pelsen og tager kontakt til andre deltagere og talere på konferencen. Det er nemlig en meget kort vej til at lære nyt.

Hvis du for eksempel skal med på Clever Content Conference 2017, skal du ikke være bange for at prikke til store kanoner som Rebecca Lieb, Lee Odden, Marcus Sheridan og Anita Caras – de brænder for deres fag, og ofte, når man gør det, vil man gerne tale med andre interesserede.

Efter konferencen

Få styr på nye kontakter og spændende samtaler

Mødte du nogen, som du simpelthen ikke kan undvære i dit liv (nuvel, dit arbejdsliv), så sørg for, at du ikke kommer til det.

Når mikrofonen er pillet af den sidste taler, scenelyset er slukket og dørene til salen er lukket, er det tid til at hoppe på LinkedIn og få styr på kontakterne.

Fik du ikke fat i deres navn, kan du bruge konferencehashtagget – til Clever Content Conference 2017 er det #CCDK17 – til at finde frem til dem. Det kan meget vel være, at de har deltaget i samtalen på SoMe.

Læg eventuelt op til samtale, når du kontakter dem – det kan f.eks. være en fortsættelse af en snak I havde under frokosten, som I ikke blev færdige med, eller som du efterfølgende har fundet spændende facts omkring.

Følg op

Rigtig mange talere henviser i deres præsentationer til diverse undersøgelser, statistikker og relevante hjemmesider. Og imens man sidder der og lytter, er intentionerne gode. Man har tænkt sig at undersøge det nærmere, når man kommer hjem.

Men når man så sidder foran computeren på kontoret, så rammer hverdagen og alle de opgaver, der var på pause, imens man var væk, som et vækkeur på en alt for tidlig mandag morgen – og den lille post it med reminderen, man skrev til sig selv, ryger fluks i skraldespanden.

Planlæg derfor også din opfølgning. Sæt gerne et par timerne af i kalenderen den dag du er tilbage. Får du ikke brug for dem alligevel, er der garanteret en anden opgave, som du har udskudt for længe.

Giv dit team viden

Ny viden er altid godt. Som jeg lagde ud med at understrege er det én af de to vigtigste ting for konferencedeltagere.

Husk at interessen for ny viden ikke kun gælder for den eller de heldige, som fik lov til at komme afsted. Det gælder også for dem, der holdt skansen på kontoret. Del derfor din nye viden med kollegerne, når du er retur. Inviter til et fællesmøde, hvor du gennemgår f.eks. De fem vigtigste pointer, den præsentation, som overraskede dig mest eller det redskab, som du mener er allermest brugbar i netop jeres virksomhed.

Har du svært ved at overtale chefen om, at du skal med på konference? Brug vores skabelon ‘Brevet til din Chef’ – den tager udgangspunkt i deltagelse i Clever Content Conference 2017, og den må du selvfølgelig gerne tilmelde dig.

Sidder du selv med flere tips og idéer til, hvordan andre kan få smæk for skillingerne ved at deltage på en konference, så del gerne med os i kommentarfeltet.

Clever Content Conference 2017

Kommentarer